Keglesnit

Formål

Formålet med at lave et keglesnit er at fjerne den del af slimhinden på livmoderhalsen, hvor der er celleforandringer.

Sådan forgår operationen

Operationen foregår ved, at der lægges lokalbedøvelse med en nål i livmoderhalsen og herefter bortskæres det lille område på livmoderhalsen, hvor celleforandringerne sidder. Der anvendes en lille metalslynge, hvori der løber en elektrisk strøm, som både skærer og stopper blødning. Hele indgrebet varer ca. 20 minutter.

Vævet, som fjernes i forbindelse med operationen, sendes til mikroskopisk undersøgelse på sygehuset.

Smerter og blødning efter operationen

Efter operationen kan der være lette smerter, som kan behandles med håndkøbsmedicin som f.eks. Paracetamol.

Du kan have blodigt udflåd eller svag blødning i op til 14 dage efter indgrebet. Hvis du får kraftig blødning, skal du kontakte klinikken. Er det uden for åbningstid, skal du kontakte en vagtlæge.

Hos nogle kvinder dannes der en sårskorpe, som kan afstødes og give en lidt kraftigere blødning efter 7-10 dage.

Forebyg blødning og infektion

Du anbefales at undlade sport og tunge løft, indtil blødningen er ophørt.

Der vil være en lille risiko for infektion ligesom ved enhver anden operation. Du kan forbygge dette ved at undlade samleje, karbad, svømning og brug af tampon i 14 dage efter indgrebet.

Ved tegn på infektion

I meget sjældne tilfælde kan der komme underlivsbetændelse med feber, smerte og udflåd. Hvis du får symptomer på dette, bør du kontakte klinikken eller en vagtlæge.

Sygemelding

Du anbefales at sygemelde dig 2-3 dage, evt. en uge, hvis du har hårdt fysisk arbejde.

Prøvesvar

Du vil få svar på den mikroskopiske undersøgelse efter ca. 2-3 uger på mail eller på anden måde, hvilket vi aftaler.

Kontrol

Du skal kontrolleres første gang efter 6 måneder hos din læge. Hvis der er tvivl om, hvorvidt alle celleforandringerne er fjernet, foregår kontrollen her i klinikken. Det videre kontrolforløb afhænger af mikroskopisvaret, men de fleste patienter overgår herefter igen til almindelig screening med celleskrab hvert 3. eller 5. år.

HPV-vaccination

Når du har fået foretaget keglesnit, anbefales du at blive vaccineret mod HPV, idet vaccination nedsætter din risiko for at få celleforandringer på ny.